Jeg har netop været til en begravelse af en højt elskede mand. Flere hundrede mennesker var mødt op til hans sidste rejse og det der var kendetegnende for hans liv var at han levede hver dag som var det hans sidste - han elskede sin familie højt, han levede i nuet og han var nærværende med alle som han mødte på han vej, han forstod at indtage livet, som mennesker sjældent gør. Han var en éner og en inspiration for de efterladte om hvor vigtigt det er at gribe det kære liv med alt hvad det indebærer.
Og hvad så med de efterladte, der skal leve med det ubærlige - sorgen. Det ubegribelige og nærmest uvirkelige faktum at den man elskede så højt ikke er mere.
Først indtræffer chokket - en uforståenhed efterfulgt af en lang række følelses- og tankemæssige, sociale og fysiologiske symptomer. Følelsesmæssigt kan man opleve tristhed, angst, vrede, håbløshed, ensomhed, savn m.m. Tankemæssigt kan man opleve uvirkelighedsfornemmelser, hukommelses- og koncentrationsbesvær, være optaget af tanker om død og den afdøde, bekymringer om fremtiden m.m. Socialt kan man være grådlabil, opleve uro, indadvendthed eller misbrugsadfærd m.m. Svære sorgreaktioner indtræffer især ved pludselige og voldsomme tab og kan føre til tanker om meningsløshed med livet. Men sorgen kan opleves i forskellig grad afhængig af, hvilke erfaringer man har med at miste, hvor man er i livet og hvilken relation man havde til den man mistede.
Ifølge undersøgelser af danskernes sorg oplever langt de fleste tiden som stressende og smertefuld og de fleste melder at den aldrig går helt væk, men at sorgreaktionen efter ca. 6 til 12 måneder opleves som aftagende, selvom de fortsat savner den person, de har mistet.
Selvom døden er det mest naturlige, så er det også fortsat tabubelagt. Vi skal alle dø, men har stadig svært ved at tale om det og accepterer det helt som et livsvilkår. Døden kan dog virke mere naturligt, når et menneske skal herfra efter et langt liv og som dør af alderdom. Døden virker til gengæld uretfærdig og meningsløs når det drejer sig om et ungt eller midaldrende menneske - et menneske som stadig havde så meget liv tilgode. Eller når forældre oplever deres barns død - det er så naturstridigt, som noget kan være.
Døden sætter livet i perspektiv, for hvad er det egentlig, der er vigtigst? Når døden banker på, er det en påmindelse om at vi er sårbare og at vi kun er her på jorden for en stund. Så elsk dine nærmeste mere, prioriterer at tilbringe tid sammen i nærvær, udlev dine drømme, rejs ud og oplev vores smukke jordklode og vær taknemmelig for selv de små ting i livet.
Jeg har selv mistet familiemedlemmer og mennesker som har stået mig nær. For mig personligt finder jeg en trøst i troen på at vi kommer til et helt guddommeligt sted når vi forlader vores krop. At vores sjæl rejser videre, når døden indtræffer og genforenes med dem, vi har elsket i livet og som også er taget på den anden side. En overbevisning om at vi alle er forbundne sjæle, som har en menneskelig oplevelse på jorden for en stund for så at blive genforenet i det guddommelige univers.
De fleste i sorg oplever, at den bedste hjælp, de kan få, er fra deres eget netværk, selvom det kan være sårbart at række ud efter hjælp. Det kan være nødvendigt at få hjælp til en masse lavpraktiske ting som madlavning, indkøb, rengøring, tøjvask m.m. indtil man igen har kræfter. Ligeledes at opleve nærvær fra mennesker omkring en der ikke er berøringsangste og som kan rumme smerten også lang tid efter at man har mistet.
Der findes også sorggrupper, hvor man kan møde ligesindede og finde en trøst i, at man ikke er alene om at gå igennem en meget svær tid.
Psykoterapi kan være med til at forløse det, der er svært ved at få sat ord på sorgen. At få redskaber, at finde ro og en “ny normal” i alt traumaen. At få idéer til hvordan man kan ære den man har mistet for at få ro i hjertet. At få sat ord på hvordan livet skal gå videre efter den man har mistet.
Jeg støtter dig gerne i sorgen og kan udover psykoterapi tilbyde healing, der kan være med til at berolige dit nervesystem.
Comments