Vi står et sted i verdenshistorien, hvor det er afgørende at vi kollektivt hæver bevidstheden med alle de udfordringer vi står overfor både i forhold til krige og klimaforandringer og i forhold til os selv. At vi er bevidste om, hvad vi tænker, hvad vi siger og hvordan vi handler.
Men hvad vil det sige at være bevidst?
At være bevidst betyder, at vi har en skærpet opmærksomhed omkring, hvordan vi ansvarligt agerer og er i verden. Og det hele starter med os selv.
Med de udfordringer vi står overfor globalt, kan vi nemt lammes af frygt. Men alt er energi, og når vi lammes, flyder energien ikke. Vi må bevare tilliden, sende lys og kærlighed og gøre vores andel fx indtænke bæredygtighed i hverdagen. For os selv og ikke mindst for de fremtidige generationer, således at håbet bevares. Det er vores ansvar.
Gudskelov er det blevet mere og mere trendy at købe genbrug, at være bevidst om éns forbrug - er det en ‘need to have’ eller en ‘nice to have’? Når vi er bevidste i vores forbrug er det egentlig tankevækkende, hvor lidt nyt vi har brug for.
Madkulturen har også rykket sig og flere og flere er begyndt at leve vegansk eller vegetarisk - et bevidst valg for mange om at passe på klimaet og samtidig tilgodese dyrevelfærd. Og flere er også begyndt at indtænke bæredygtige ferier indenfor Europa, hvor tog- vælges frem for flyrejser eller at store oversøiske udlandsrejser er blevet minimeret gennem livet. Igen en stillingtagen omkring den enkeltes klimaaftryk.
Når bevidsthed kommer i fokus, er det ikke længere tilfældigheder, der afgør kursen for dit liv
Ofte kan forskellige jobs, kærester, anskaffelser, bopæl m.v. bero på tilfældigheder frem for bevidste valg. Vi kan lade os rive med uden egentlig at stoppe op og mærke efter i vores hjerter om vi er på rette kurs. Om der er overensstemmelse mellem éns autentiske jeg og det der sker i éns liv. Vi skal tillade os at hive i håndbremsen og reflekterer indad, at se bagud og tage vores fortid til efterretning.
På livets vej møder vi mange læremester i form af forældre, kærester, arbejdsgivere m.fl. Læremestre der sætter os i stand til at lære os selv bedre at kende fx at sætte grænser, at mærke hvad vi vil og hvad vi ikke vil. De hjælper os med at skrælle lagene af, så vi kommer mere ind i kernen af vores autentiske jeg.
Når vi kommer mere og mere hjem i os selv er vi et sted hvor vi kan leve mere autentisk og hermed bevidst. At vi er bevidste om, hvad vi tænker, hvad vi tænker om os selv og hvad vi tænker om andre. At vi lærer at tænke gode tanker om os selv og ligeledes om andre, da der ikke findes adskillelse, da vi alle er forbundet. At vi forstår sammenhængen mellem at når vi fordømmer andre, fordømmer vi os selv. Vi skal hellere tale hinanden op. Heri ligger empowerment.
At nå ind til kernen af bevidstheden, éns sande essens, åbner op for følelsen af at være en del af noget større. Når vi er her og befrier os fra egoets evindelige insisteren tapper vi ind i vores sjælsenergi - i vores højere selv. Her er bevidstheden om at der er en dybere mening med alt, at alt er energi og at vi har uanede ressourcer og muligheder….når bare vi er bevidste i livet.
Commentaires