Det dyrebareste vi har er vores tid. Dit barn fortjener din tid, dit nærvær, for det dyrebareste er også vores børn.
At blive forældre er et af de allerstørste vendepunkter i éns liv, hvis ikke det største. Livet er aldrig det samme mere, for pludselig står man med ansvaret for et lille menneske. Det er så stort og overvældende, at det er næsten ikke til at begribe. Man forstår først der, hvad det vil sige at elske ubetinget. Faktisk elske så højt, at man ville dø for at redde sit barn, hvis det var nødvendigt. Den første tid opleves som en symbiose, hvor man lærer dette nye menneske at kende med forundring og lykke. Man er nærværende, for ens barn kræver en.
Livet sker og barnet bliver større og hverdagens trummerum sætter ind. Fokus kan fjernes fra den spæde tid, hvor tiden nærmest stod stille, og nærvær var det eneste, der var. Men lad dig ikke fortabe i hamsterhjulet og de sociale medier, der insisterende stjæler din tid. Ret dit fokus igen på dit barn, det dyrebareste du har.
For pludselig er barnet voksen og klar til at flyve fra reden. Og tilbage står du måske med en følelse af at tiden bare forsvandt mellem dine hænder som sandkorn uden at have sat dybe spor. Spor af minder om nærværende oplevelser, som kører som en film i dit hoved.
Jeg møder forældre i min praksis til hjemmeboende børn, som har så travlt med at få alle ender til at mødes, som er så forhippede på, at alt i hjemmet og i omgivelserne skal være så perfekt, at selv en nullermand må lade livet. Men hvilken pris betaler børnene for denne perfektionisme? Og hvilken pris betaler du som forældre på sigt, når det for sent går op for dig, at tiden er forsvundet? Lad nullermændene være og sæt dig og vær nærværende med dit barn. Dit barn vil elske dig for det, for vi har alle uanset alder brug for at opleve at blive set, rummet og lyttet tid - et ubetinget nærvær. Nærværet gør, at dit barn vil føle sig vigtig og prioriteret og det forstærker deres selvværd.
Jeg møder også forældre, som er så overvældede over at være forældre, at de er bange for at noget skal ske med deres barn, at de bliver fanget i skrækscenarier om hvad der kan ske frem for bare at nyde nuet og nærværet med deres barn. Nej, vi kan ikke pakke vores børn ind i vat og bomuld, men vi må have tillid til at intet slemt vil ske. Vi skal huske på at vi er rollemodeller for vores børn og hvis vi går rundt og er frygtsomme hele tiden så viser vi også vores børn at verden er et farligt sted. Tilgengæld når vi har tillid vokser vores børn og vi ruster dem til at blive robuste individer.
Jeg er selv heldig at være mor til to fantastiske unge kvinder som jeg elsker og respekterer overalt. Selv har jeg bevidst forsøgt at være nærværende overfor mine børn gennem deres opvækst, men må erkende at særligt ved mit sidste job var jeg fortabt i mit arbejde. Men mine børn er også mine livs største læremestre, og de gjorde mig kærligt opmærksom på at de savnede mit nærvær. Det var en kæmpe gave og medførte at jeg måtte lave en radikal ændring i mit liv. Og det er jeg dem evig taknemlig for. I dag oplever jeg, at når vi er sammen, er jeg virkelig til stede uden at være på vej videre. Denne erkendelse har også medført, at jeg er meget bevidst om, at når jeg en dag bliver bedstemor, så vil jeg spille en aktiv rolle i mine børnebørns liv.
For en ting er helt sikkert, at den dag jeg ligger for døden vil jeg ikke ærgre mig over at jeg ikke havde et funklende rent hjem eller fik skabt en fantastisk karriere, men jeg vil i stedet glæde mig over at jeg brugte tiden til at være nærværende overfor dem jeg elsker.
Comments