Da jeg var barn, sagde “gamle” mennesker altid, at tiden flyver af sted. Jeg havde en fornemmelse af, at tiden stod stille, og jeg kunne knapt nok vente med at blive ældre. Nu forstår jeg hvad de mente!
Nu er jeg ældre og har overstået flere forskellige faser i mit liv. Barndommen, teenageårene, 20'erne med videregående uddannelse og at blive mor for første gang i slutningen af 20'erne. Start 30'erne med endnu engang at være så heldig at blive mor. Skilsmisse og at stå alene som enlig mor. Endnu en uddannelse som psykoterapeut. 40´erne fløj nærmest af sted med atter en uddannelse som lærer. Så bankede 50´erne pludselig på med overgangsalderen, hedeture og børn der flyttede fra reden og en dejlig kæreste der flyttede ind.
I dag er jeg godt midt i 50'erne og har det fantastisk. Jeg hviler i mig og har formået at skabe det liv jeg har drømt om. Trods lidt små fysiske skavanker, som er at forvente i min alder.
Der hvor jeg virkelig mærker at alderen kommer snigende, er når jeg ser mine forældre som er i 80´erne. Pludselig oplever jeg en utrolig sårbarhed i form af alderdom og sygdom. Min mor og far som ellers altid har været så stærke. Som har boet i udlandet, gjort karriere, været aktive i alverdens bestyrelser m.v. Sårbarhed i forhold til at indse at de er i deres sidste livsfase.
Sårbarheden banker til tider på, når jeg ser, at min mor eller far ringer. Tiden står stille for en stund imens jeg ser deres respektive navn på telefonskærmen og erkendelsen rammer mig om at den dag vil komme, hvor de ikke længere ringer. Ikke ringer mere fordi de ikke længere er.
Jeg mærker dybt inde i mig at mit indre barn frygter den dag, for selvom det er en evighed siden at jeg har været barn og boet sammen med mine forældre, så er der en lille pige inde i mig der ønsker at de altid vil være her. Det er sårbart og samtidig helt naturligt. Naturligt og samtidig fortsat dybt mærkeligt at vi skal herfra. At en livsbetingelse er døden.
Når alderen kommer snigende sættes livet i perspektiv
Når alderen bliver så tydelig og ikke kan tages for givet længere, som da man var ung og troede man var udødelig, sættes livet i perspektiv. Særligt nu med mine forældre, hvor alderdommen er så tydeligt føler jeg mig selvvalgt tvunget til at tage stilling til om jeg har fået talt med dem hver især om det der er vigtigt, har jeg vovet at være autentisk og møde dem i et kærligt og nænsomt rum og fået tilgivet det der skulles tilgives og fået fortalt dem at jeg elsker dem.
At møde dem hver især i et sårbart rum, hvor tiden står stille for en stund og hvor vi forbinder os som ligeværdige. At takke dem for livet og finde fred med erkendelsen af at de gjorde det så godt som de kunne med det som de havde med sig. At mærke at jeg pludselig er den stærke og alderdommen har gjort dem til den sårbare part. At alt er ok og at alt er lige som det skal være bare fordi dette er et livsvilkår for os alle.
Livet bliver også sat i perspektiv i forhold til mine egne børn. Hvordan vil jeg gerne være forældre resten af mit liv og hvilken rolle vil jeg gerne have når jeg bliver bedstemor? Hvordan kan jeg være der for mine børn og børnebørn på en meningsfuld måde således at de aldrig er i tvivl om at jeg elsker og værdsætter dem?
Hvordan vil jeg gerne være i verden resten af mit liv og bidrage med det jeg kan for at gøre en forskel. Hvordan kan jeg tjene uden at forvente noget igen.
Med erkendelsen af at tiden flyver afsted er det vigtigt at vi får gjort det vi gerne vil gøre, får sagt det vi gerne vil sige og får sluttet fred med det der skal sluttes fred med.