Da jeg var en lille pige fik jeg at vide, at jeg skulle tage mig sammen. Det blev betragtet som en svaghed, at jeg var sensitiv og min sårbarhed blev gjort til skamme. Jeg følte mig meget ensom og forkert. Livet har lært mig, at dette er den største misforståelse. Det der blev gjort til skamme i min barndom har vist sig at være min største ressource – at være sårbar og sensitiv.
Der er så meget empowerment i at være sårbar og give plads til det der er svært.
”Du skal være stærk”, fik jeg at vide, men at være stærk er det i virkeligheden ikke at rumme alle de dele af ens personlighed, at vove at være autentisk og lade masken falde – at være sårbar og blive mødt i sårbarheden så man kan heale de sår der er.
Vi søger lykke og glansbilledet i livet – alt skal se poleret og smuk ud på overfladen, men hvad gemmer der sig bag glansbilledet?
Livet består også af lidelse. Jeg har selv oplevet meget lidelse i mit liv – svigt, skilsmisse, depression, sorg, stress. De oplevelser, selvom de er svære at komme igennem, ville jeg ikke være foruden i dag.
De har gjort,at jeg møder mine klienter i det sårbare rum med empati og medfølelse fordi jeg selv har oplevet smerte i mit liv – de bliver mødt med resonans og genklang og føler sig ikke alene.
Det er livets skole, som ikke alene kan tillæres i teoribøger om menneskets psyke.
”The irony is that we attempt to disown our difficult stories to appear more whole or more acceptable, but our wholeness – even our wholeheartedness – actually depends on the integration of all our experiences including the falls.”
Brené Brown
Comments