De fleste af os vil så gerne have kontrol. At vide at vi har et godt greb i tøjlerne om det kære liv.
Ja, vi vil gerne have kontrol over vores hverdag - vide hvad der skal ske og have styr på vores til tider uoverkommelige to do lister. Vi vil have kontrol over vores kroppe omkring kalorieindtag og motion. Vi skal have styr på vores børn, både de hjemmeboende og de ikke hjemmeboende - hvad de laver og ikke laver. Ligeledes kontrol over vores partner fx om der nu bliver støvsuget godt nok osv. Og kontrol med tiden for hver time, hvert minut og hvert sekund skal helst bruges optimalt. Vi vil også gerne have kontrol og være bestemmende på vores arbejdsplads og nogle gange kan kontrollen i vores iver for at være så perfekte og pligtopfyldende som overhovedet muligt tippe over med risiko for at vi bliver syge af fx stress.
Så hvorfor er det så magtpåliggende for os mennesker at have kontrol over alle aspekter af vores liv? Og hvad vil der ske hvis vi vover at slippe kontrollen?
I bund og grund må vi først og fremmest erkende, at vi faktisk ikke har kontrol. At kontrol i et lille omfang har en vigtig funktion, men ellers hovedsageligt spænder ben for at livet kan folde sig ud som det nu engang skal. Vi skal selvfølgelig bruge kontrollen til at have styr på de lavpraktiske ting i vores liv som fx at betale vores regninger m.m. Men når kontrollen tager overhånd, og vi også prøver at kontrollere alt og alle omkring os er det ikke alkærligt, hverken overfor os selv eller overfor andre. Tankevækkende nok er kontrol læst bagfra lort nok.
Behovet for kontrol opstår ofte allerede i barndommen
Måske er du vokset op i et dysfunktionelt hjem fx med en forældre der var misbruger eller på anden vis har han haft en utryg barndom. Kontrollen bliver så en nødvendig onde for at føle, at man trods kaos har et greb om livet.
Når vi slipper kontrollen og læner os ind i livet i tillid oplever vi at vi er holdt af noget der er større end os, at alt sker af en grund og at der er en dybere mening med det der sker. Vi kan alligevel ikke regne det hele ud og så må vi trække på den erfaring vi har fra det liv vi indtil videre har levet, nemlig at alt løser sig på den ene eller anden måde.
For kontrol er i bund og grund frygt, frygt for det uvisse og for at det går galt. Og det modsatte af frygt er kærlighed. Så hvordan ville det så være at slippe kontrollen. At give plads til det uvisse, det uforudsigelige. At give plads til at være nysgerrig og overrasket over hvordan livet folder sig ud. Nysgerrig som et lille barn - for et barn ved jo ikke, hvad kontrol er.
Du vil sikkert blive forbavset over hvad der sker når du slipper kontrollen fx at din krop finder den gode balance, at dine børn får mere tillid til at stå på egne ben og klare sig i verden, at din relation til din partner bliver mere kærlighedsfyldt og at du når til den erkendelse, både derhjemme og på dit arbejde, at det du ikke når i dag når du nok i morgen og hvis ikke så går det så nok også.
Så hav tillid til livet, slip kontrollen, overgiv dig til kærligheden og bare “go with the flow” og se hvor livet fører dig hen.
Comments