For mange mennesker er sygdom eller en kronisk lidelse et livsvilkår. Vi kan føle afmagt for udover selvfølgelig at gøre alt det der er muligt for at lindre eller helbrede det vi kan, så kan vi opleve afmagt og må finde en accept.
Ikke alle lidelser er synlige og det kan derfor også være svært for éns omgangskreds at forstå, hvad det er man gennemgår. Udadtil kan man se rask ud, men indadtil kan man kæmpe enten en fysisk eller psykisk kamp. Det er heller ikke alle, man nødvendigvis har lyst til at dele det man går og kæmper med, da det kan også være befriende ikke kun at være identificeret med sygdommen. For i virkeligheden er man så meget mere end det man går og kæmper med, og dette er vigtigt at huske.
Selv har jeg kæmpet med kronisk migræne i ca. 40 år og udover anfaldene har det virkelig medført en forringelse af livet, da jeg ikke altid har haft overskud til min familie, tit har måtte melde afbud til forskellige sociale arrangementer, og ofte har været udfordret på mit arbejde. Trods det har jeg kæmpet mig igennem årene med et stort forbrug af smertestillende medicin for bare at være til. Jeg har følt afmagt og en tristhed over ikke helt at leve som andre helt raske mennesker. Og da man ikke altid kunne se hvor meget jeg led, blev jeg heller ikke altid mødt med forståelse eller empati, men snarere en “nu må du tage dig sammen” eller et tab af min omgangskreds der ikke helt forstod eller kunne rumme at jeg meldte fra.
Når man er pårørende til én der kæmper med en kronisk lidelse, møder man også afmagt, for der er intet man hellere vil end at få det til at forsvinde. At se en man elsker lide er utrolig hårdt at navigere i. Man kan stille op og støtte i alle mulige henseender, være lyttende og nærværende og anerkendende i forhold til den kamp som den pårørende gennemlever, og det er godt et langt stykke henne af vejen og alligevel ikke, for det er der stadig. Og hvor meget i grunden kan vi egentlig forstå den kamp en kær kæmper hvis vi ikke selv har gennemlevet samme kamp på egen krop? Vi kan forsøge at nærme os en forståelse med kærlighed og nærvær, men helt forstå hvordan det føles er nok ikke muligt.
Så hvad kan vi i grunden stille op hvis vi har en kronisk lidelse eller har en pårørende med en kronisk sygdom?
Jeg er af den overbevisning, at der kun findes kærlighed og frygt i verdenen. Når vi bliver indlejret i frygt, forstærkes lidelsen og vi kan føle os lammet i sygdom eller i en situation - vi bliver til ofre.
Vi kan vælge at finde en accept i det, der er svært og møde lidelsen med kærligt og nænsomt omsorg. Måske er der en grund til at vi tiltrækker netop den sygdom. Måske er der en dybere mening med den - en læring. Det kan fx være en læring om at elske sig selv ubetinget og sætte grænser. Det kan være et spørgsmål om at række ud og bede om hjælp når livet er svært - at vide at man ikke er alene - at der er hjælp at hente blandt ligesindede eller gennem terapien. At vide, at man ikke har brug for at slås med alting selv, men at slippe kontrollen og overgive sig.
Uanset hvad så handler det vel om at finde en måde at være i livet, være taknemlig for det der er godt og tage de kampe som livet viser med kærlighed og mod.
Comentários