Det er godt at være ambitiøs og ville noget med det liv man nu engang har fået. Det er også godt at have nogle drømme og ønsker og gøre ting så godt som man kan i forskellige områder af livet.
Men stop lige op engang og spørg dig selv om du mon har sat barren for højt
Oplever du en følelse af, at det du gør aldrig rigtig er godt nok? At du egentlig godt kan gøre det lidt bedre. At alt helst skal være helt perfekt, og hvis det ikke er det, så er det simpelthen ikke tilfredsstillende. Holder du pisken over dig selv og er måske for hård ved dig selv? Bliver du skuffet over din egen præstation, hvis det ikke er helt perfekt?
For hvis skyld skal barren være så højt og hvorfor egentlig? Vi hører om 12 tals piger og perfektionister og samtidig er der flere og flere der knækker nakken og bliver stress ramte.
Der er så meget identitet bundet op i at gøre alt perfekt. For hvem er man, hvis man ikke bliver identificeret med det ufejlbarlige? Og hvad dækker denne perfektionisme egentlig over? Er det en frygt for at omverdenen skal opdage at man ikke er god nok som den man er? Eller tjener perfektionismen som dække over noget smertefuldt, som man bærer på.
Når barren bliver sat for højt, giver det ikke særlig meget plads til at nyde livet, for fokuset er rettet mod at alt skal gøres bedre
Barren er sat til 100%, tja måske endda 200%, men hvordan ville det være at lege med tanken om at barren bliver sat til 90% eller endda vove 85%. Måske er det ikke helt perfekt, men er det egentlig ikke godt nok? Og hvad er gevinsten ved at sænke barren en smule. Måske kan du bedre mærke dig selv og mærke glæde i livet frem for at pukle dig selv halvt ihjel. Når barren er sat så højt, er det også på bekostning af at nyde livet. Prisen for perfektionismen bliver pludselig for høj.
Livet må godt være mere nuanceret med plads til at begå fejl. Alt behøver ikke at være picture perfect. Det kan være en svær overvindelse at sætte barren lidt lavere, men det kan også være med til at øge livskvaliteten på en anden måde. Kunne der måske være en gave i at slække lidt på det perfekte og lade ridserne komme frem i lakken for måske at opdage at det egentlig ikke er så farligt. Og prøv engang at tænke på alt den tid der pludselig bliver frigivet, præstationsangst der slipper sit tag og en følelse af væren i nuet der indfinder sig. En følelse af at være dig med alt hvad det indebærer, hvor der er plads til at begå fejl - ja, til at være menneske. En følelse af frihed.
Jeg har selv gjort bekendtskab med perfektionisme som en overlevelsesstrategi i forskellige faser af mit liv. Da mine børn var små var det mig meget magtpåliggende at mit hjem var pænt og særligt når mine børn havde fødselsdag var det vigtig for mig at servere et ta selv bord fyldt med hjemmebagte lækkerier som stod snorlige. Der var nemlig ikke nogen i min omgangskreds, som skulle sætte en finger på mig som mor. Sandheden var, at jeg var helt udmattet og fik også en kærlig bemærkning om, at mindre kunne også gøre det. Og det var så sandt. For virkeligheden var, at hvis jeg nu satte barren lavere, havde det været mindst lige så hyggeligt, og jeg ville ikke have været helt udkørt.
Så sæt barren lavere, nyd livet, vær nærværende overfor dine børn og lad nullermændene flyve. Det er ikke så farligt at slippe taget, men mere farligt at erfare senere i livet at man er gået glip at dyrebare stunder fordi man var for forhippet på at være perfekt.